Orm hos katte
Alle katte har orm på et eller andet tidspunkt i deres liv. De to mest almindelige typer orm hos katte er bændelorm og spolorm, og begge lever i kattens mave-tarmsystem. Det tager cirka 28 dage for æg at udvikle sig til kønsmodne orm i mave-tarmsystemet.
Spolorm
Spolormen kan blive op til 10cm lang. Killinger smittes gennem modermælken, og voksne katte smittes typisk af byttedyr, f.eks. mus, som indeholder æg. Som ejer vil du nogle gange opdage, at en eller flere spolorme er kommet ud sammen med kattens afføring. De ligner spaghetti eller hvide elastikbånd. Hvis katten er meget inficeret, kan den også kaste spolorme op.
Bændelorm
Bændelorme er meget almindelige specielt hos voksne katte. Nogle arter af bændelorm kan blive helt op til 50cm lange. Ormen synes at bestå af sammenkædede “stykker”. I tarmsystemet afstødes disse stykker som kapsler med et æg. Som ejer vil du opdage bændelormens ægkapsler siddende ved eller omkring kattens endetarm.
De ligner lange riskorn og kan bevæge sig. Katte smittes typisk ved at indtage lopper eller lus, når de vasker sig og slikker på pelsen. Lopper og lus er mellemvært og bærer bændelormens æg.